Hvorfor laver min baby flitsbuen?

I dette indlæg vil vi gøre dig klogere på, hvorfor din baby laver flitsbuen, og hvad du selv kan gøre for at hjælpe din baby ud af dette mønster.

Flitsbueposition er, når din baby strækker sig bagover med ryg og nakke. Bevægelsen kan være pludselig og relateret til ubehag og gråd, men den kan også være en mere eller mindre permanent tilstand i en babys krop, hvor din baby ikke er ked af det.

Men hvornår er det så et problem for din baby?

Det er vigtigt at finde årsagen til, hvorfor din baby laver flitsbuen. Vi prøver at guide dig gennem de hyppigste årsager, vi ser i klinikken, så du kan sætte ind der, hvor det giver mening for jer som familie.

Årsager til flitsbue:

  • Spændinger i nakke og ryg
    Fødsler – både vaginale og med kejsersnit – kan forårsage spændinger hos et spædbarn. Her bør du være ekstra opmærksom, hvis din baby havde svært ved at komme ned i det trange bækken i udvidelsesfasen, er taget med kop eller kom til verden med et akut eller semi-akut kejsersnit.
  • Refluks og silent refluks
    Silent refluks, hvor mavesækkens indhold løber op og ned igen i spiserøret, men også den mere eksplosive reflux, hvor baby decideret gylper, kan også være årsagen til en babys flitsbuebevægelse. Refluksbabyer har ofte mange spændinger i hele brystkassen, men flitsbuen er meget kendetegnende for netop denne gruppe, pga. den øgede aktivitet i området omkring spiserøret og mavesækken. Vi har lavet et kursus, der er målrettet babyer med refluks. Her lærer vi jer, hvordan I kan lindre jeres babyers spændte kroppe.
  • Ikke fuldt integreret mororefleks (baby over 4 måneder)
    Helt nyfødte babyer har denne forskrækkelsesrefleks, og hos nogle er det svært at få den integreret. At få en refleks integreret vil sige, at refleksen ikke decideret forsvinder, men den stopper med at være aktiv og for mororefleksen siger man, at den gerne skal være “væk”, når baby er omkring de fire måneder. Det er den refleks, I ser, hvis I lægger jeres baby for hurtigt på puslebordet. Hvor armene strækker sig og stritter ud til siderne. Der kan være forskellige årsager til, at mororefleksen stadig er aktiv, og ofte ser vi, at det er en kombination af forskellige årsager.
  • Fordøjelsesproblemer
    Har din baby bøvl med maven, kan der komme en ubalance mellem brystkassen og bughulen. Den ubalance kan gøre det svært at opbygge den stærke kernemuskulatur, hvilket ofte kan resultere i en flitsbueposition. Her er der også hjælp at hente i kurset “Styrk din babys fordøjelse“.

Hvad kan jeg selv gøre?

Der er flere ting, du kan være opmærksom på.

  • Hvis du mistænker, at din baby har spændinger i kroppen, kan du i første omgang forsøge dig med øvelserne i vores onlinekursus “Lær at lindre din refluksbaby” eller “Hjælp din baby af med favoritside”. Her guider vi dig til at få løsnet op i de områder, hvor flitsbuebørn ofte er spændte. Hvis øvelserne ikke er nok, er det en rigtig god idé at opsøge en erfaren babybehandler, som kan undersøge din baby igennem og få løsnet din baby op i de spændte områder.
  • Hvis din baby har reflukssymptomer, anbefaler vi, at du forsøger at finde årsagen til refluksen. Husk, at refluks også kan være stille – såkaldt silenty refluks. De hyppigste årsager, vi ser til refluks, er:
    • intolerance eller allergi over for komælksprotein (også ved amning, hvis mor spiser mælkeprodukter).
    • luftbetinget refluks (aerophagia). Det er, når din baby ikke har en optimal sutteteknik, og der derfor kommer en masse luft ned i mavesækken sammen med mælken. Det ser vi ofte, når baby har mundmotoriske udfordringer. Her kan det eksempelvis være spændinger, der er på spil, eller det kan være noget mere strukturelt som et stramt læbe- eller tungebånd og høj gane.
    • intolerancer eller allergi over for andre fødevarer som æg og soya i moderens kost. Skriv endelig en mail til os – eller en besked på Instragram – hvis du har spørgsmål i den forbindelse.
    • spændinger omkring nakke/brystkasse/mellemgulv.
  • Hvis din baby har en overaktiv mororefleks, hænger det ofte sammen med et umodent nervesystem eller spændinger. Vær opmærksom på at undgå at trigge refleksen, når du fx lægger din baby på puslebordet. Det er altid en god idé at forberede din baby på, hvad der skal ske og gøre bevægelserne i langsomt tempo. Det er også en god idé at lave kuskeslags-bevægelser med din baby. Altså at få baby til at give sig selv nogle ordentlige krammere, så armene kommer udefra og ind. Når du tager armene ud, så gør det igen langsomt, så du ikke aktiverer refleksen. Gør meget gerne det til en fast del af puslerutinen, da det hjælper din baby til at integrere refleksen.

Hvis det er spændinger, og du vil guides?

Du kan altid følge os på Instagram, hvor vi deler ud af forskellige teknikker og øvelser, som du kan lave med din baby. Skyldes din babys flitsbue ikke fordøjelsen eller refluks, vil onlinekurset “Hjælp din baby af med favoritside” være det rigtige for jer. Her lærer du effektive teknikker, der kan hjælpe til at løsne din babys muskulatur op.

Til dig, der vil vide lidt mere

Træn din baby til en stærk kernemuskulatur – effektive øvelser 

Du kan lave en del træningsøvelser i hjemmet med din baby, som kan hjælpe jer ud af flitsbuen. Øvelserne er altid gode at lave, men er årsagen en allergi, skal der selvfølgelig sættes ind flere steder.

For at opbygge en stærk kernemuskulatur skal der være sammenhæng mellem din babys mellemgulv, bækkenbund, ryg og mavemuskulatur. Ved flitsbuebabyer er der ofte en ubalance her, og derfor giver det værdi at forsøge at træne din baby ud af flitsbuen.

Husk altid at have god kontakt til din baby, så alt, hvad I laver sammen, er godkendt af jer begge:

  1. Bær baby med ryggen mod din mave. Hold en arm under din babys knæhaser, så din baby samler sig mere i fosterstilling. På den måde udspænder du din babys bagside og skaber mere kontakt omkring forsiden.
  2. Placér et lille tæppe eller din hånd under din babys numse, når din baby ligger på ryggen. Det skaber en bedre kontakt til forsiden, da bækkenet kipper en lille smule, og bagsiden kan få lov til at slappe lidt af. Måske vil det være en rigtig dejlig position for din baby efter en babymassage. Denne position er starten på et godt tril for din baby, da det er forsiden, vi ønsker aktiveret ved tril, og det kan være særligt svært for en flitsbuebaby.
  3. Når du træner mavetid med din flitsbuebaby, er vigtigt, at der er god vægt på din babys arme. Punkterne, der skal være i underlaget, er skamben og begge underarme. Brystbenet skal pege ned mod underlaget og nakken lang. Læg legetøj ned foran din baby, så hagen kommer ind og baby kigger lidt nedad.

Du er altid velkommen til at skrive os en mail på hej@easeyourbaby.dk, hvis indlægget har givet anledning til spørgsmål. Så vil vi gøre vores bedste for at hjælpe dig.

Rigtig god fornøjelse med øvelserne.

Til dig, der vil vide lidt mere

Effekterne af babymassage og forskning

Vidste du, at der er lavet et stort amerikanske studie omkring effekterne af  babymassage på for tidligt fødte børn?

Studiet viser, at babys vægtkurve blev øget hurtigere, når der blev givet kontinuerlig babymassage, og der blev også fundet et nedsat stressniveau i de små kroppe. Derudover havde de babyer, der blev masseret, en kortere indlæggelsestid på 3-6 dage.

Det bedste ved studiet var dog, at det ikke gjorde en forskel for resultaterne, om massagen blev lavet af fagpersonale eller af forældre. Så husk det derude, forældrehænder er magiske og uvurderlige.

Lyst til at læse mere?

Se vores andre blogindlæg

Viden, nyttige tips & nyheder

Lad os holde kontakten

Der er så meget, forældre og nære omsorgspersoner selv kan gøre for at lindre baby
Har din baby refluks, så er det værdifuldt at forsøge at løsne de mange spændinger
Online babyosteopati kan gøre en stor forskel for den enkelte familie